Landsholdenes forårssamling – Tilbage i Nuuk

Der var indkaldt til landsholdssamling i Nuuk som forberedelse til Island Games. Spillere var fløjet ind fra byerne langs vestkysten, desværre var ingen spillere fra østkysten kommet i betragtning til denne samling. Ved samlingen efter GM havde jeg sørget for at holde alle optaget, i et program der dækkede det meste af dagen, og denne gang ville jeg give dem lidt mere fritid.

Jeg indledte som sædvanlig med et møde hvor vi gennemgår spilsystemer og –koncept. Derudover blev de præsenteret for program, samt en test af tillid og ærlighed. Jeg har holdt et lille øje spillernes træningsindsats, og når jeg spørger til den deres skal det gerne stemme overens med det jeg ved, og ikke med det de tror jeg helst vil høre. Det er vigtigt for mig at opbygge tillid fra spillerne, for at skabe en hurtigere udvikling hos den enkelte. Det er nemmest at arbejde med sandheder, hvor tilliden kan arbejde begge veje.

Jeg tror på at vi alle kan fejle, og vi skal videre og vise at vi lærer af dem. Derfor benytter jeg en 3-fejlsregel, én kan ske, to er en tendens og tre er en vane. Vi skal ikke honorere de forkerte vaner, og graden af konsekvensen afspejler graden af fejlen. Udeblivelse er i den grove kategori, og det gav to talentfulde og dygtige herrespillere dårlige kort på hånden til det endelige cut. Det er ekstra ærgerligt, når man havde indtryk af at de gerne ville landsholdet, og de var en del af de planer man havde for den endelige trup.

Den første træning er næsten altid rodet og forvirret, og det er vigtigt at spillerne er klar over, eller i det mindste har tillid til, at der er en plan med det hele. De uskønne fejl afløses da også af dynamisk og velsmurt volley i løbet af kort tid, hvor spillerne vokser i takt med en større indsigt, forståelse og accept. Det er vigtigt for udøverens udvikling at de acceptere at en given vej kan være den rigtige, da uhensigtsmæssige fremgangsmetoder kan være svære at give slip på, hvis de er blevet en vane. Der var især én der formåede at flytte sit niveau betragteligt ved hjælp af ny viden, som blev videregivet under samlingen efter GM. Det blev gjort klart hvad der skulle til for at opfylde spillerens drøm om at komme på landsholdet, da niveauet på det tidspunkt ikke var acceptabelt i den henseende. Så meget des større er glæden, at opleve så markant en stigning blot ved at ændre en dårlig vane. Med den korrekte coaching og den rigtige motivation kan man rykke grænser, som måske har syntes umulige at bryde. Spilleren blev ikke blot udtaget til landsholdet, men var også et af de sikreste valg.

Jeg udpegede relativt tidligt holdenes anførere og viceanførere. Så snart jeg var sikker på at de var de rette fandt jeg ingen grund til at vente. For at øge deres ansvarsfølelse blev de involveret i processen omkring udtagelsen, samt medbestemmelse om hvilken spiller der skulle med på en lærlingeplads. Det var interessant at høre deres udlæg, og hvilke tanker de havde omkring det.

De enkelte træningspas var opbygget i spilnære øvelser, hvor der var indlagt forskellige opgaver og fokus. Tidligere erfaringer har vist at holdene bliver bedre i løbet af stævnet, som de får samspillet ind under huden, og det forsøgte jeg at gøre mest mulig brug af.

For at finde frem til de rette vindertyper opfandt jeg et spil, som faldt i god jord hos spillerne. Desværre var der ingen overraskelser imellem, men forhåbentlig blev det tydeligt for spillerne selv, hvem det er der skal have bolden når det bliver "crunch-time".

Under selve udtagelsessamtalerne var anfører og viceanfører, med samt assistenttræneren for damernes vedkommende, med som bisiddere. Jeg vil tro at det var en speciel følelse at være med, da det af og til blev lidt emotionelt for damernes vedkommende, når de var så tæt på personen, både følelsesmæssigt privat og fysisk her og nu. Alle afslag blev modtaget med forståelse, da jeg gav håb om en fremtid, og for herrernes vedkommende var de selvvalgte.

Det blev en logistisk udfordring at håndtere både dame- og herrehold, og der var ønsker om at jeg havde mere tid sammen med det enkelte hold, uden for banen vel at mærke. Der var også positive tilkendegivelser om at det var rart at man var lidt mere sammen holdene imellem. Det er noget jeg må tage til efterretning og finde en balance. Det vigtigste er at jeg kan finde mig selv i det hele.